En dag gik det dog op for mig, at jeg var nødt til at tage et skridt ud af min komfortzone

En dag gik det dog op for mig, at jeg var nødt til at tage et skridt ud af min komfortzone - Opal Smykker

Hvis du havde mødt mig for 2 år siden, ville du nok ikke tro, jeg var den samme person

For to år siden var jeg handlingslammet af angst. Fanget i et job, der hverken udfordrede eller udviklede mig – men jeg var for bange til at søge noget nyt.

Jeg isolerede mig fra omverdenen, og i mit hoved var jeg overbevist om, at folk tænkte negativt om mig. Hvordan kunne de lade være? Det var i hvert fald det, jeg selv troede om mig.

Jeg forsøgte hele tiden at være perfekt

Jeg vejede mine ord omhyggeligt, før jeg sagde noget, der kunne få folk til at synes mindre godt om mig.

Jeg var den klassiske people pleaser, som ikke kunne sige fra, og som satte alle andres behov før sine egne.

Frygten for at fejle, skuffe eller gøre nogen vrede lammede mig fuldstændigt. Angsten fik lov til at styre mit liv – og jeg følte mig fanget i en spiral, jeg ikke kunne komme ud af.

 

Det første lille skridt

Jeg vidste godt, at jeg selv måtte gøre noget for at bryde mønsteret, men jeg havde ingen idé om hvordan.

En dag gik det dog op for mig, at jeg var nødt til at tage et skridt ud af min komfortzone – hvis jeg ville have det bedre.

Med støtte fra venner og en god portion mod tog jeg mit første, lille skridt. Det føltes ubetydeligt dengang, men det blev starten på en kæmpe forandring.

 

Små skridt, store resultater

Siden den dag har jeg øvet mig i at skubbe lidt til min komfortzone – igen og igen.

Det går ikke altid fremad, og der er stadig dårlige dage, men jeg er blevet mere modig, mere selvsikker – og, ja… faktisk ret sej, hvis jeg selv skal sige det. 

Mit største spring kom, da jeg valgte at starte min egen virksomhed. Det var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har gjort – men også noget af det mest udviklende.

 

Jeg har lært mere, end jeg turde håbe på

Det seneste år har lært mig utroligt meget – ikke bare om at drive virksomhed, men også om mig selv.

Jeg har lært, hvor meget jeg faktisk kan klare, når jeg tør tage de små skridt.

Når jeg kigger tilbage, er jeg ikke engang sikker på, at jeg ville kunne genkende den 26-årige mig. Og det føles ret fantastisk.

Smykker med ferskvandsperler

 

Mit budskab til dig

Hvis du sidder fast i angst, frygt eller tvivl – så ved jeg, hvordan det føles.

Men jeg ved også, at du kan ændre mere, end du tror. Det starter ikke med store beslutninger.

Det starter med ét lille skridt ud af din komfortzone.

Og det ene skridt kan ændre alt.